Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sådan arbejder vi i børnehaven Karolinelund

Trivselsevalueringer laver vi på alle børn 1 gang årligt.

I Aalborg kommune trivselsevaluerer vi alle børn en gang hvert år.

En trivselsevaluering er et øjebliksbillede af et barns aktuelle trivsel. Med udgangspunkt i følgende dimensioner trivselsevaluerer vi børn: psykisk og emotionel trivsel, kognitiv trivsel, social trivsel, fysisk og sansemotorisk trivsel og familie og netværk.

Målet med at trivselsevaluerer er, at opspore børns eventuelle manglende trivsel så tidligt som muligt, så vi kan iværksætte en tidlig indsats.

Positioneringen af et barn i forbindelse en trivselsevaluering fortæller noget om, hvordan barnet har det i en bestemt sammenhæng.

Barnet kan godt trives hjemme, men opleve ubalance i trivslen i situationer i dagtilbud eller omvendt.

Dialogmøder mellem forældre og børnehaven og eventuelle tværfaglige samarbejdspartner holdes, hvis et barn ikke er i trivsel.

Børnesyn – vi arbejder med ICDP

Relationelle forhold opbygges ikke i forbifarten men over tid, og det vigtigste forhold er personalets opfattelse af barnet – det mest grundlæggende for en god relation er sympati.

ICDP er en forkortelse for International Child Development Program. En metode til analyse af samspil, og formålet er at udvikle kompetencer hos den professionelle, så relationen kan understøtte en positiv udvikling.

Målet med at anvende ICDP er at udvikle den voksnes følelsesmæssige forståelse over for barnet. At udvikle og styrke den voksnes evne til at indgå i støttende og udviklende relationen for og med barnet.

ICDP-pædagogik har udgangspunkt i ressourceorienteret tænkning, hvor den voksne får mulighed for at videreudvikle og styrke sine evner og tilgang til barnet med positivt og omsorgsgivende nærvær.

Visualisering og struktur hjælper børn med at finde mening og kunne mestre

Strukturen tilbyder nogle tydelige rammer og fortæller børnene, hvad de skal i løbet af dagen.

Det bliver en kommunikation til børnene fra personalet, og hverdagen bliver genkendelig og håndgribelig – og det er trygt.

Struktur giver børn mulighed for selvstændighed, idet de selv kan orientere sig og ikke behøver at få overblik og information fra personalet.

Set fra et personaleperspektiv er fx en ugestruktur med til at sikre, at vi understøtter børns læring, udvikling og trivsel.

Struktur er ikke det modsatte af spontanitet – arbejdet i børnehaven tager altid udgangspunkt i aktuel børnegruppe og deres interesser og optagethed.

Visualisering kan, udover at understøtte børns sproglige udvikling, give børn mulighed for mestring og deltagelse.

Formålet med at bruge visualisering er at understøtte forståelsen, altså give mening, for barnet i sin relation til omverden. Visualisering opleves for mange børn som en hjælpende hånd til at orientere i verden og forstå sammenhæng.